onsdag den 17. oktober 2007

Side 7-11

Togene bevæger sig parallelt ud fra banegården, så stiger det ene sæt skinner op og slår i en blød bue ind over det andet, der bare fortsætter ligeud og bekræfter afstanden imellem os. Udenfor står himlen tilbage som en operakulisse til et skæbnesvangert møde: Tre svulstige skylag hvælver sig ind i hinanden med den største selvfølgelighed, sollyset angiver de forskellige sfærer, og hvert øjeblik må man vente at se de mest ærefrygtindgydende ordner af engle træde frem med flammende sværd og fordele det, der er tilbage af verden, imellem os.

*

Øresundsbroens pyloner er skævt nedslåede søm i et kors, vandet bløder dernede i solnedgangen, og siden en lille nagende frygt: At bevæge sig ned under det frådende hav med trykken for ørene og pighajen jeg satte til livs liggende i maven. Den slår knude på halen og vender sig dernede i hvidvinen. Lidt hedenskab ville uden tvivl gøre mig godt. Russerne i den næste kupé drikker vodka og ler med et vemod, der løber gennem urene i Moder Ruslands elleve tidszoner. Hvem kan hamle op med det? Jeg har mine anfægtelser og lider for det meste af ting, som man ikke kan se. Et ansigt fordobles i ruden og gennem det suser det underjordiske mørke. Så glider lufthavnens forbrændte turister ind i vinduesrammen som et søvnigt lysbillede. De slæber af sted på deres tandbørster og badetøj, alt det nødvendige man tager med, når man vil glemme sit liv. Jeg læste om perspektivet, mens vi ventede på drengen med det forkerte hjerte. Jeg ved det lyder forfærdeligt, der burde komme et men her, men jeg har ikke nogen undskyldning, der dækker. Hospitalet var druknet i lys, kunne jeg sige, det tog så lang tid. Uret havde fået kronisk hikke, det gik i stå og gav så alligevel et spjæt, når man endelig troede, at det havde givet op. Når sandheden skal frem, vidste jeg ikke, hvordan jeg kunne være der for dig, så jeg læste i stedet. Gemte mig i bogen og læste om malerne, der mistede troen på, at tre dimensioner kan rummes i to. En dråbe syre ætsede sig gennem portrætterne.

*

Sandheden ligger i overfladen, alligevel skræller vi lag efter lag af hinanden og bliver gennemsigtige som løg i en klar suppe. Hvor kommer den fra, denne forestilling om dybde? Hvorfor beundrer vi stadig disse fiduskunstnere, der sled for rigmænds forfængelighed, malede portrætter og interiører med uhørt akkuratesse, eller som Vermeer med en gennemblødt ømhed for detaljerne? Jeg kiggede på pigen med perleøreringen i den bronzefarvede frakke. Hun så så trist ud i bogen, ren og mat, slet ikke som jeg huskede hende. Måske var det, fordi hun her optrådte i rollen som forløjet kunst? Selvfølgelig havde hun stadig det blå tørklæde om hovedet, nærmest en turban, hvorfra endnu et tørklæde foldede sig korngult ud, slog knude på sig selv og faldt dovent (for ikke at sige dvaskt) ned over den skulder hun kiggede hen over. Men også hovedbeklædningen havde fået et skær af afblomstret tulipanløg over sig. Kun detaljerne kan redde dig, tænkte jeg og klamrede mig til den store perle, der i en stivnet dinglen hang under øreflippen som en hvaltåre eller et øje i nakken.

*

Farmor havde perleøreringspigen hængende over telefonbordet, og jeg holdt særligt af hende, klemt inde mellem malerierne af sortbrogede køer på en dampende eng og sporvognen i snevejr foran Børsen. Fra sit indfattede vindue betragtede hun broerne over Frederiksholms Kanal på den modsatte væg, som altid i en dis eller sløret af regn, så kun husene for enden var oplyst af et solstrejf mellem to tordenbyger. Udsigten stod stille. Efter frokosten, når åndedrættet blev tungt og middagsluragtigt bag avisen i gyngestolen, smilede hun årstidsløst til mig, og jeg stirrede tilbage, let måbende, som når man ufraværende spejler sig i en våd rude og pludselig opdager et ansigt på den anden side. Et øjeblik flyder trækkene fra de to ansigter sammen, men det er kun et spørgsmål om fokusering. Pludselig kunne man se den kurvede pande og under de antydede bryn, øjnene, der ved første øjekast var uudgrundeligt sorte, men kun tilsyneladende, for når man lænede sig helt ind mod glasset, var der hav i dem, eller saltvand i det mindste, og det smagte jo også af udlængsel og snarlige tårer.

*

Da jeg endnu var ganske lille, trykkede jeg mig ind til væggen og håbede, at en sprække ville åbne sig, et forsvindingspunkt, der ville lade mig falde ned i en parallel verden, hvor alt var henlagt i et fluorescerende grønt skær. Jeg forsøgte at drømme om det sted og lykkedes med det en enkelt gang: Træerne (for der var træer af ædle metaller dernede) klemtede med deres blade, og siden blev grenene levende, de greb ud efter mig, og jeg flygtede forfulgt af alle mine bamser. Nu bryder jeg mig ikke om at komme ned under jorden længere. Det er en undvigelsesmanøvre.